Vandre-weekend med guide i den skønneste natur

Vandre-weekenden starter fredag eftermiddag og slutter ca. kl. 14 om søndagen. Glæd dig til at vandre ca. 40 km – og få masser af smukke oplevelser og nye bekendtskaber.

Vi har bestræbt op på at gøre dit vandreophold så hyggeligt og nemt som muligt. I helpensionen er der morgenmad, frokost på ruten og 2-retters aftensmad samt forfriskninger efter vandreturene.

Fredag: Ankomst og guidet vandretur til Fyrkat

Ankomst og indtjekning fra kl. 13.30.

Afgang kl. 14.30. Vi starter med en tur gennem Østerskoven, krydser igennem byen og kommer ud over marker før vi ender i Apoteker-skoven. Her kommer vi forbi både Fyrkat Stormandsgården og Ringborgen, som er på UNESCOS Verdensarvsliste. Turen fortsætter gennem Onsild Ådal tilbage mod byen og her kommer vi til Bies Bryghus, hvor der er rundvisning og smagsprøver.

Herefter går vi tilbage til vandrehjemmet og får aftensmad. Om aftenen vil der være et informationsmøde om de kommende dages vandreture, mulighed for svømning og sauna i Hobro Idrætscenter og/eller rundvisning samme sted.

Dagens vandretur er ca. 10 km og sværhedsgraden er let til middel.

Lørdag: Guidet vandretur på Panoramaruten.

Morgenmaden er klar fra kl. 7.30 og kl. 8.30 er der afgang. Vi tager en ny ruten gennem Østerskoven og følger fjorden rundt til lystbådehavnen, hvor Panoramaruten starter.

Panorama-ruten er Danmarks første certificerede vandrerute

Vandreruten er en af Danmarks smukkeste. Den er som den første i Danmark blevet certificeret som en Premium Vandrerute. For certificeringen står Deutsches Wanderinstitut, som har etableret Europas mest udbredte – og strengeste – kvalitetssystem for vandreruter. Kun de bedste ruter har mulighed for at passere dette nåleøje.

Ruten går på en blanding af stier, græsspor, grusveje og fjordbred

Undervejs på ruten møder vi Lars, som vil guide os gennem det historiske område ved Bramslev.

Frokosten indtages på Bramslevgaard, hvorefter turen fortsætter igennem den storslåede natur.

Tilbage på vandrehjemmet er der aftensmad, hygge, mulighed for at spille Krolf eller gå i Fitnesscenter, hvis nogen ikke fik brugt al energien i løbet af dagen😊

Dagens vandretur er ca. 17 km. Sværhedsgrad moderat.

(Turen kan evt. forkortes med 6 km ved at køre i bil til lystbådehavnen)

Søndag: Guidet vandretur i Mariager

Morgenmad fra kl. 7.30 og herefter tjek-ud.

Kl. 8.30 kører vi til havnen i Mariager, hvor vores guide vil tage imod os.

Ruten tager jer forbi forhistoriske steder, hvor I både kommer ind i Mariagers idylliske bymidte med brostensbelagte gader og bindingsværkshuse, samt klosterkirken og videre ud i naturen gennem bl.a. Vesterskov, Munkholm Anlægget, Alstrup Krat og op til Hohøj – Skandinaviens største bronzealderhøj.

Undervejs får vi leveret lækker frokost.

Turen slutter på havnen ca. kl. 14, hvor der vil være en forfriskning inden vi siger tak for denne gang.

Dagens vandretur er ca. 12 km og sværhedsgraden er moderat.

Skal du med?

Ring til vores vært, Else på 98521847 eller skriv info@danhostelhobro.dk